tirsdag den 30. august 2011

Tøj

Det er meget individuelt, om man bare kan bruge alt tøjet fra før, eller man må købe nyt. Det kommer an på ens tøjstil og hvor stomien er placeret.
Bukserne kan strammes ind i linningen
 indvendigt via en elastik med knapper.
Jeg brugte i forvejen lavtaljet bukser, da jeg ikke kunne holde ud at noget strammede på maven. Det fortalte jeg sygeplejersken som stomimarkerede mig. Stomien blev placeret således at bukselinningen ville være under. Det syntes jeg lød meget fornuftigt, men efterfølgende oplevede jeg at det ikke helt fungerede så nemt. Hvis bukserne skal sidde under, så bliver posen nødt til at sidde udenpå. For ellers klemmer man posen af, så der ikke kan være så meget i den og i sidste ende vil outputtet måske trænge ud under pladen i stedet. Hvis jeg har bløde bukser på, såsom hørbukser, har jeg posen udenpå i et af mine fine betræk. Linningen i cowboybukser er dog så tyk og hård, at jeg er bekymret for, at den kan trykke så meget på click-ringen at posen vil gå løs. Jeg har derfor taget konsekvensen og købt nye bukser. Som kvinde, er man heldig at have et alternativ, som mændene ikke har. Nemlig ventebukser. Tre par jeans, et par pæne sorte bukser og et par shorts er det blevet til. Jeg synes de er pæne, behagelige og så er der god plads til posen. Også hvis den skulle blive fyldt med luft! Desuden varmer det ekstra stof på maven, hvilket er helt fint, når man som mig er en frossenpind. Bukserne har jeg købt i H&M til 349,- stykket. Jeg må dog indrømme, at det ikke er helt nemt at købe dem. Jeg kan ikke undgå at have følelsen af, at ekspedienten lige kigger på mig og tænker, hun ser da ikke spor gravid ud......men der er helt sikkert mest noget der foregår inde i mit hoved!
Joggingbukser, leggins osv. er der ingen problemer med. Der kan jeg bruge alt det gamle.

I begyndelsen brugte jeg mest løstsiddende tøj, både bukser og bluser. Posen bliver selvfølgelig tydeligere i glatte tætsiddende bluser, så hvis man gerne vil skjule den lidt, så er bluser med ekstra stof foran en god løsning. Dem findes der mange typer af og jeg havde endda nogen i forvejen. Når nu jeg har valgt at have ventebukser på, så er det bedst med lidt længere bluser, så man ikke kan se den brede ribkant.

I Bilka har jeg købt et par såkaldte Tullebukser til 80,- de fungerer perfekt som stomi-bukser, da de har en bred elastik linning. De er af meget tyndt stof, så de er til sommerbrug!

Jeg har fået følgende tip fra en læser af bloggen: Dreamstar har nogle fantastiske højtaljede bukser med stretch, kan købes hos Bella Donna i Kennedy Arkaden og Aalborg Storcenter





Ingen kommentarer:

Send en kommentar