Graviditet Del 2. Fødested og medicin

Nu meldte næste spørgsmål sig. Hvor skal jeg føde henne? Når man er stomiopereret er der nogle særlige hensyn der skal tages. Der skal være en gastro-kirurg til stede på samme hospital, som kan gribe ind, hvis der skulle ske noget med tarme/stomi under fødslen. Jeg bor region sjælland og hører derfor til Roskilde. Fertilitetslægen på Herlev, mente dog ikke at det var et godt sted, når nu gastro-kirurgisk afdeling ligger på Køge Sygehus. Så hun mente det måtte blive Herlev eller Hvidovre, hvilket jo lød meget fornuftigt. Jeg spørger dem så nede på Gastro-medicinsk i Køge, om de har erfaring med hvor deres gravide stomipatienter føder. Det vidste de ikke, men de kunne samarbejde med hvem som helst. Efterfølgende spørger jeg så min egen praktiserende læge, om hun vidste hvor sådan en som mig skal føde (tænkte at jeg vel ikke er den eneste gravide med stomi hun har set). Det vidste hun ikke lige, men gættede på, at det nok var på Riget! Så blev forvirringen total....nå, men vi besluttede, at hun skulle sende mine papirer til Roskilde og så måtte de jo tage stilling. 

Ikke lang tid efter fik jeg "post" i E-boksen, med indkaldelse til jordemoder, informationspapirer, samt indkaldelse til scanninger og lægesamtaler pga. min CU og astma. Det var bare nogle standardbreve og der stod intet om min stomi. Ved det første besøg hos jordemoderen, var vi lidt i vildrede, for hvis jeg ikke skulle føde på Roskilde, så skulle jeg jo heller ikke være tilknyttet dem. Hun ringede derfor til Roskilde med det samme og bad dem om at indkalde mig til en lægesamtale, så vi kunne få styr på det hele. Der gik en måned før vi fik talt med fødselslægen og han forsikrede os om, at jeg da sagtens kunne føde på Roskilde. No problemo! For de har en stor onkologisk gastro afdeling, så de ville sagtens kunne fixe mig, hvis noget skulle gå galt under fødslen. Pyha...det var rart at få det på plads. Så var der den ting mindre at tænke på.  

På dette tidspunkt led jeg meget af graviditetskvalme, såkaldt hyperemesis. Det begyndte, da jeg var præcis fem uger henne. Der gik dog et par uger yderligere før jeg begyndte at få opkastninger og ekstrem madlede. Jeg havde lige godt aldrig troet, at man kunne få det så dårligt og jeg har jo ellers prøvet lidt af hvert! Jeg blev fuldtids sygemeldt fra uge 8 og endte faktisk med at være det i hele tre måneder. Oktober og November måned var især frygtlige. Jeg fik næsten intet at spise og drikke. Tilgengæld kastede jeg op 5-6 gange om dagen og sad ligeså mange gange og bare spyttede i håndvasken. Heldigvis passede min mand og min mor på mig på skiftehold og serverede ting for mig, for jeg kunne slet ikke holde ud at gå ud i køkkenet. Jeg var meget bekymret for at blive dehydreret, hvilket man jo har en større tendens til med en ileostomi. Men der blev jeg virkelig imponeret over min krop, som kunne klare det så godt, trods den beskedne mængde der kom ind. Barnet i maven tager heldigvis ikke skade, da det er så smart indrettet, at det har førstevælger ret og bare suger til sig. Så jeg blev tyndere, mens han voksede perfekt som han skulle.  

Da jeg var 12 uger henne, var jeg en tur på Køge hos tarmlægen og havde forinden fået taget blodprøver (dette havde min mor arrangeret, da hun hun syntes jeg så meget dårlig ud). Prøverne var fine nok, så jeg behøvede ikke få væskedrop. Vi talte selvfølgelig også om min CU i endetarmsstumpen. Før jeg blev gravid, blødte jeg ca. 2-3 gange pr. uge og efter skete der en forværring, til at jeg blødte hver dag. Flere gange om dagen. Det er noget de ofte ser og er vant til at behandle. Dog må man først behandle fra 12 graviditetsuge, så det passede jo meget godt. Fosteret er indtil da meget følsomt over for medicin, men har heller ikke godt af, at moren har aktivitet i sygdommen. Desuden er behandlingen lokal, så man mener ikke, at der bliver overført ret meget til barnet. Jeg lagde ud med en 20 dages Prednisolon stikpillekur. Stikpiller, eller bare generelt alt der skal op den vej, er ikke på favoritlisten, men sålænge jeg smører først med Xylocain salve 5%, så går det. Det virkede efter et par dage. Skønt...ikke mere blod. Så stoppede jeg kuren og der gik der en lille uge, så blødte jeg igen. Startede op på en ny 20 dages kur. Denne gang havde den dog ikke samme gode effekt. Derfor begyndte jeg på en 30 dages kur med én Prednisolon stikpille om morgenen og to Asacol stikpiller om aftenen. Det aktive stof i Asacol er Mesalazin, et 5-ASA stof. Det var det samme som jeg fik, da jeg fik konstateret CU i sin tid, der var det bare som almindelige piller. Jeg må indrømme, at jeg frygtede virkelig at skulle have to stikpiller op på én gang, men det gik faktisk godt.  

Jeg begyndte på mit arbejde igen d. 4 Januar, bare på deltid, jeg havde stadig ingen energi og kvalmen var der også stadig :-( Da jeg havde arbejdet en uge begyndte jeg at bløde igen og tarmlægen var overbevist om, at det var grunden. Jeg tænker mere, at hvorfor skulle endetarmstumpen reagere anderledes end min tyktarm. Dengang virkede medicinen også kun i starten. Vi aftalte at jeg fortsatte med denne kombi, dog blev det med Mesasal stikpiller dennegang (samme aktive stof som Asacol). Det havde dog heller ikke den store effekt. Blødte stadigvæk. Skulle så nøjes med 1 Pentasa stikpille om aftenen, så jeg ikke var på Prednisolon hele tiden. Pentasa, har jeg prøvet før og dem er jeg altså bare ikke gode venner med. Det er som om de suger sig ind i slimhinden med det samme og så kan de ikke glide op. Har også en anden facon, de er ikke raketformet, men ligner en pille man sluger. Derudover var jeg begyndt at reagere på en ny måde. Straks efter jeg får stikpillen op, så udløser den meget ofte et anfald. Jeg forsøger virkelig at ignorere det, men det kan man bare ikke....så det ender med at jeg sidder på toilettet og både pille og frisk bold kommer ud. Æv, det føles bare som et stort nederlag hver gang og så orker jeg ikke rigtig at stå og mase de piller op! I skrivende stund er jeg i uge 35 og har en aftale med lægen om, at jeg forsøger at tage stikpillerne og håbe at bare nogle bliver oppe. Bliver så fulgt med blodprøver, så de holder lidt øje med mig.

Graviditet Del 1. IVF

Som jeg før har skrevet, så startede min mand og jeg i fertilitetsbehandling i efteråret 2014. Grunden til at jeg ikke kunne blive naturligt gravid, viste sig at være, at mine æggeledere er forsnævret. Eller rettere den ene er helt lukket og den anden delvist, men nok til at et æg ikke kan komme ned i livmoderen. Jeg begyndte på IVF behandling på Herlev Hospital i April 2015. Var ellers visiteret til Holbæk, men det er altså pænt langt væk, når man bor i Greve! Heldigvis har vi jo frit sygehusvalg, så vi tog til Herlev. Jeg skulle have den korte behandling, med hormonsprøjter i henhold til den plan, jeg har vist i et tidligere indlæg. Jeg fik en relativt lille hormondosis, da min ægreserve heldigvis er fin stor (tjekkes ved en blodprøve for Anti Müllersk Hormon) og man var bange for at overstimulere mig, dvs. at man danner for mange æg hvilket kan være udfordrende for æggestokkene.

Det hele resulterede i, at jeg en onsdag fik taget syv æg ud. Det var dejligt, man frygter jo at der ikke er nogen, trods follikler. Under selve ægudtagningen, får man morfin sprøjtet ind via drop. Det hjalp heldigvis godt, så det var slet ikke så slemt som frygtet. Bagefter skal man ind og slappe lidt af i en behagelig stol, så de lige kan holde lidt øje med en og man kan komme sig oven på morfinen. Vi tog direkte derfra og til apoteket i Herlev. Der begyndte jeg at få ondt i underlivet. Tænkte at selvfølgelig får man ondt efter sådan et indgreb og spekulerede ikke mere over det. Smerterne blev imidlertid værre og værre og spredte sig hele vejen op til ribbenene (at køre i bil på brosten er ikke nogen god idé, bare et lille tip). Jeg vidste man kunne få mange smerter, hvis man var blevet overstimuleret, men med kun 7 æg, så kunne det jo næppe være grunden.

Min kære mand ringede til klinikken om lørdagen og jeg kom ind til en scanning og blodprøver samme dag. Havde taget et par Ketoganer og de hjalp da lidt på smerterne. Scanningen viste, at jeg havde fået en stor blodansamling som havde spredt sig til hele bughulen. Så der var altså en god grund til at jeg havde så ondt. Dette er ikke noget der normalt sker og derfor bliver man ikke informeret om risikoen for det. Lægen mente at det var pga. min operation og manglende tyktarm at det skete.     Heldigvis går sådan noget i sig selv igen, men det tager lidt tid. 

Ud af mine syv æg, blev fire befrugtet og de tre udviklede sig til blastocyster, som tager fem dage. Om mandagen fik jeg lagt et æg op og det lykkedes at sætte sig fast.....bare det forkerte sted....det endte ude i min halvt lukkede æggeleder. Typisk, at det godt kunne komme den forkerte vej igennem. Så det blev en masse hcg blodprøver, scanning, mulig akut operation, mulig medicinsk abort, men det hele endte i at det gik til grunde af sig selv og at jeg bare blødte det ud.

Cyklussen efter, var det allerede ok at jeg fik lagt en ny blastocyst op. Nu frisk fra frost! Det er imponerende at de kan overleve en tur i dybfryseren....det kan de så heller ikke alle sammen. Det første de tog op duede ikke, men det gjorde det næste (og sidste) heldigvis. Denne gang, satte den sig fast i livmoderen og jeg blev gravid...så faktisk har jeg nemt ved at blive gravid, æggene har bare aldrig kommet rette sted hen. Lægerne havde ellers været inde på, at mit immunforsvar eventuelt ville frastøde æggene, når nu jeg har et par autoimmunesygdomme. Det var heldigvis ikke et problem :-)

Scanningsbillede af blastocysten fra ægoplægningsdagen

Her ses 7 uger gammelt foster, samt madpakken :-)