Sygehistorie Del. 1

I tykt og tyndt

Min tyktarm startede allerede for ti år siden med at lave vrøvl. Jeg havde irriteret tyktarm. Det er ikke ualmindeligt at personer med CU har haft det. Jeg spiste Husk hørfrøskaller på yoghurt hver dag og det tog det værste. Efter ca. tre år aftog symptomerne. I de efterfølgende år havde jeg stadig gener indimellem, men slet ikke i samme udstrækning som tidligere. I januar 2009 fik jeg diarré, en temmelig voldsom diarré der varede i tre uger. To uger forinden startede jeg med at arbejde på et hospital, og så er det meget normalt at man rager nye bakterier til sig og bliver syg. Da jeg havde været syg i to uger gik jeg dog til lægen, for så længe varer sådan noget jo normalt ikke tænkte jeg. Jeg gik hjem fra lægen med tre rør til afføring, som skulle sendes ind til Statens Serum Institut. Så det var bare at komme i gang med skovlen. Jeg har forresten et sindrigt system med en plastikbøtte overtrukket med en plastikpose, der lige passer ned i toilettet, således at man kan tisse, samtidig med at ”prøvematerialet” rammer bøtten.  Prøverne viste sig at være negative, jeg blev rask og spekulerede ikke mere på den sag.

Så var den gal igen

Mange måneder passerede, men i november 2009 vendte diarréen tilbage. Denne gang med blod i. Og her skete der noget meget besynderligt. Det var som om min krop godt vidste at jeg var alvorlig syg, men fordi jeg for alt i verden ikke ønskede at blive syg igen, så fortrængte min hjerne hvad den så. Det skal lige nævnes, at jeg nemlig troede jeg havde opbrugt min kvote på sygehuset, idet jeg i 2007 fik betændelse i bugspytkirtlen plus en forsnævring af galdegangen. For at gøre en lang historie kort, så skulle jeg udredes for kræft, hvilket tog et halvt år og en tur rundt på hele seks hospitaler!! Jeg var endelig noget dertil, hvor folk var holdt op med at spørge om hvordan jeg havde det. Derfor havde jeg virkeligt svært ved at acceptere at jeg var syg igen. Både fordi jeg ikke orkede mere smerte og sygehusbesøg, men især fordi jeg ved at min familie jo bekymrer sig meget om mig og at det også tog meget hårdt på især min mand og min mor sidste gang. Det resulterede i at der gik tre dage før jeg fik fortalt min mand at der var blod i diarréen. Og her er det ikke bare lidt blod, men meget blod jeg mener. 

     Tidligt næste morgen, tog jeg op til lægen for at bestille en tid. Jeg sagde til sekretæren, at jeg havde diarré med blod i og gerne ville have en hurtig tid. Hun nævnte en dag i ugen efter og jeg så åbenbart underlig ud i hovedet, for hun sagde ”Du mener måske det er akut, det er jo bare lidt blod på din afføring” underforstået at det bare var en hæmoride. Jeg får så forklaret hende, at det nærmere var lidt afføring i min blod, og så fik jeg en tid dagen efter. Lægen fandt igen de tre så velkendte rør frem og mente at det nok var en fødevareforgiftning, salmonella, campylobacter eller noget i den dur. Så det var frem med plastikbøtten endnu engang. Efter nogle dage fik jeg også feber og kvalme, så jeg tænkte at jeg måske havde pådraget mig den famøse svineinfluenza som ”hærgede” landets hospitaler på det tidspunkt. Jeg var derfor lige et smut hos vagtlægen. Han gjorde sig den umage at undersøge mig i endetarmen og trykke mig på maven. Han gav mig en recept på penicillin, men hvis det ikke hjalp, så skulle jeg nok overveje at blive kigget grundigere efter med en endoskopi af endetarmen. Det virkede som om pillerne hjalp, for jeg fik det hurtigt bedre og efter i alt små to uger, så var min afføring blevet normal igen. Afføringsprøverne var for resten negative.