På stomiskole bænken!

Køge Sygehus udbyder to-tre gange om året, et kursus for nyopererede de kalder for "Stomiskolen". De bestræber sig på, at det kun tilbydes indenfor det første år efter man er opereret. Jeg fik heldigvis lov til at deltage otte måneder efter min operation (jeg var i Thailand, da det først mulige kursus startede). Selve kurset strakte sig over syv uger med seks moduler af 2,5 til 3 timers varighed.

   Vi var seks personer på holdet og det var godt blandet med hensyn til stomitype, årsagen dertil, alder og køn. Nogle havde været lidt igennem, andre meget. Der var tilknyttet to stomisygeplejersker, henholdsvis fra Køge og Roskilde Sygehuse, hvor os "elever" også kom fra.

I hvert modul var der et specifikt emne og der kom nogen og holdte foredrag for os. Modulerne sluttede altid med gruppearbejde over nogle arbejdsark, vedrørende dagens emne. Gruppearbejdet var af metoden "guidet egenbeslutning". Derudover var der dejlig kage, te og kaffe, mums!

   Af foredragsholdere var der en socialrådgiver, diætist, fysioterapeut, psykolog, læge og to personer der repræsenterede Copa og Colitis-Crohn Foreningens patientforeninger. Ydermere lagde stomisygeplejerskerne ud med, at fortælle om hudprobler og hudpleje. Socialrådgiveren fortalte om bevillinger, hjemmepleje, sygedagpenge osv. Diætisten fortalte om kost og sunde madvaner. Modulet med fysioterapi var lidt anderledes, for der fik vi lov til at røre os lidt...eller meget, alt efter hvor langt man hver især var kommet med de fysiske udfoldelser efter operationen. Psykologen fortalte generelt om, hvordan vi mennesker rent psykisk reagerer på store omvæltninger i livet og om "Body image". Repræsentanterne for patientforeningerne fortalte om hvad foreningenerne går ud på og derudover fortalte de deres egne sygehistorier. Lægen fortale om selve stomioperationerne og om J-pouch, hvilket var emner vi selv havde ønsket hun skulle fortælle om.

   Vi lærte meget og kunne stille alle de spørgsmål vi måtte have. Udover alt det vi lærte, så var det rigtig dejligt, bare at tale med andre, som havde oplevet det samme som en selv. Ligesom med så mange andre ting, så forstår man nogle ting bedst, hvis man selv har prøvet det. Vi kunne dele erfaringer og opmuntre hinanden i at prøve nye ting. Det var rart at høre, at man ikke var alene om problemerne.

   Vi skulle under kurset også sætte ord på vores problemer, følelser og derigennem sætte os nogle mål for hvad vi gerne ville opnå. Både med kurset og på længere sigt. Mit problem på daværende tidspunkt, var kosten. Som man også kan læse om på bloggen, led jeg i en overgang meget af forstoppelse og luftangreb. Jeg kunne ikke altid sætte en finger på, hvad der udløste disse og det var meget frustrerende (nu sker det næsten aldrig :-). Hver især havde vi vores egne problemer, som vi kunne snakke om.

   Vi kom rundt om mange emner og de to stomisygeplejersker var rigtig søde. Det eneste som vi dog syntes manglede, var et modul, hvor ens pårørende også kunne deltage. Gerne hvor det startede med et fælles foredrag og senere hvor de pårørende havde mulighed for at tale med hinanden, alene vel at mærke. Det at være pårørende kan også være svært. Folk reagerer jo forskelligt, og ens pårørende har faktisk meget stor indflydelse på, hvordan man som patient selv klarer det. Derfor ville det være godt, hvis der også blev tænkt lidt på dem.

   Det var alt i alt et rigtig godt kursus, som jeg klart vil anbefale. Håber at Køge Sygehus stadig fremover vil få penge bevilget til at afholde kurset, samt at den gode idé vil brede sig til andre hospitaler.  



Min mappe som jeg fik udleveret

  

Oversigt over modulerne



To pjecer med information om stomiskolen

Før kurset begyndte, blev vi bedt om at udfylde en spørgeskema med spørgsmål om i hvor høj grad forskellige ting, såsom kost, stomipleje, familieliv osv., påvirkede os. Da kurset sluttede skulle vi igen svare på spørgsmålene, for at se om vi havde rykket os i løbet af de syv uger. Det havde de fleste og denne undersøgelse kan man bla. læse om i Copa's medlemsblad nr. 5, der udkom september 2012. Artiklen fylder 3,5 side og stammer oprindeligt fra bladet Sygeplejersken og er netop skrevet af min stomisygeplejerske fra Køge sygehus!