De efterfølgende dage kan jeg ikke huske så tydeligt fra hinanden. Det er nok en blanding af træthed og morfinrus der er skyld i det! (samt at mit hoved blev fyldt op med en masse nye informationer). Jeg vil forsøge at beskrive dagene så godt jeg kan, so here goes!
Tirsdag morgen vågnede jeg med posen helt fyldt op af luft. Jeg måtte hive i snoren så der kom en sygeplejerske og skyndte sig at tømme mig inden jeg lettede! Senere kom en anden sygeplejerske og skiftede stomipladen mens jeg lå i sengen. Jeg fik en ny plade og en mere almindelig pose, så jeg ikke havde ”operations-modellen” på længere. Posen adskilte sig fra de poser jeg bruger nu, ved at forsiden var gennemsigtig, så det er nemt at holde øje med både stomi og output. Jeg fik også en fin toilettaske af sygeplejersken med plader, poser, vådservietter og en saks i. Alt på nær vådservietterne var fra Coloplast. Tasken har nogle gode rum og en krog til at hænge den i. Jeg synes den er god og jeg bruger den stadig.
Sygeplejersken hjalp mig også med at få et ”bad” i sengen, det vil sige at jeg vaskede mig med nogle vådservietter, som blev helt gule af den jod der var smurt ud på min mave og lår. Bagefter fik jeg lidt yoghurt til morgenmad. Det blev ikke til så meget, havde nemlig stadig kvalme på grund af morfinen. Morfinen jeg fik, hjalp godt. Jeg var øm i maveregionen, men det der gjorde mest ondt, var smerterne i skuldrene. Disse smerter kommer på grund af den luft man under operationen får pustet ind i bughulen. Luften trykker vist på nogle nerver, som stråler op i skuldrene. Smerterne varede ca. to dage tror jeg. Jeg har jo lidt svært ved at huske disse dage præcist! I øvrigt blev der skruet ned for den morfindosis jeg fik sprøjtet ind, så opkastningerne kunne aftage lidt.
Senere på dagen lykkedes det mig at komme ud af sengen. Var både ude at gå og sidde lidt i en stol. Det er jo bedst ikke at ligge ned hele tiden. Jeg fik hurtigt liggesår, især på mine hæle, så min mor foldede en hovedpude og lagde under mine ankler, så hælene ikke hvilede på madrassen. Udenfor på det grønne område som afdelingen ligger lige ud til, kommer der hvert år en and, som får ællinger. Dem havde Henrik og min mor set, så det var jo en oplagt grund til at komme ud og kigge på hver dag.
De var søde, men kunne godt være svære at finde, så jeg skulle gå fra vindue til vindue for at finde dem. God motion! Billedet herunder viser mig der er ude at gå tur i talerstol med dropstativ, tissepose, morfintaske og støttepædagog. Man er godt hjælpeløs i den tilstand!
Til aftensmad fik jeg jordbærgrød. Det havde jeg tidligere set andre nyopererede få, så det ville jeg også have. Men så var der bare lige det problem, at jeg skulle overbevise min hjerne om, at det smagte dejligt af jordbær, for det lignede jo det, der var kommet ud af mig de sidste tre uger!
Onsdag fik jeg vasket mig ude på toilettet, med hjælp fra en sygeplejerske. Det er svært at få tøj af og på med diverse slanger der stikker ud af kroppen. Bagefter skulle stomiposen skiftes og det gjorde jeg selv overvåget af sygeplejersken. Det gik fint og jeg fik masser af ros. Det var faktisk lidt sjovt, for sygeplejersken kiggede meget alvorligt på mig og sagde ”man kan virkelig fornemme, at du har haft rigtig god tid til at vænne dig til tanken om stomi, på den flotte måde du håndterer situationen”. Øhhh…svarede jeg og måtte så fortælle hende, at det kun var en uge siden jeg fik at vide jeg skulle opereres! Det kan vel ikke betragtes som værende god tid!Til frokost spiste jeg noget oksekøds suppe uden grøntsager, men med melboller og flute. Tarmen skal lige vænne sig til at fungere igen, så der er ikke grund til at udfordre den med gulerod den første dag. Jeg blev i øvrigt i stand til at gå lidt længere ture rundt på hospitalet, og der begyndte jeg at få nogle skarpe jag i min blære, så jeg bad også om at få urinkateteret ud. Nu var jeg jo også mobil nok, til at gå på wc selv. Det måtte jeg godt, så det fik jeg taget ud om aftenen og det resulterede i én slange mindre! Tømningen af stomiposen begyndte jeg også selv at stå for. Da der stadig blev holdt væskeregnskab, skulle mængden af output bedømmes og jeg husker tydeligt, da jeg tømte posen over i en glaskrukke og det duftede skønt af oksekødssuppe. Så måtte jeg denne gang overbevise min hjerne om at det ikke var noget der kunne spises! I begyndelsen lugtede outputtet meget af det som jeg havde spist og det krævede lige lidt tilvænning.
Torsdagen var en helligdag, der var nyt personale og alt foregik i et mere afslappet tempo. Jeg kom i rigtigt bad, det var dejligt og så vidt jeg erindrer, fik jeg slukket for morfin droppet om torsdagen. Jeg fik i stedet smertestillende i tablet form, både depotmedicin (oxycontin) og noget der virker med det samme (oxynorm). Droppet blev dog siddende i min ryg, så det kunne åbnes igen hvis smerterne blev værre. Det var rart at slippe for kvalmen. Det betød også at jeg blev bedre i stand til at spise. Min fordøjelse blev markant forbedret efter den syge tyktarm var fjernet, så appetitten vendte så småt tilbage. Desværre, så er det kulinariske udbud på Køge Sygehus ikke imponerende. Jeg har en lumsk mistanke om, at køkkenet er fanget i en tidslomme. Sovs, kød, kartofler og grøntsager til frokost, hvor alt smager dårligt af det samme! Desserterne var ok, på nær når den stod på varm ymersuppe med rosiner!!! De ældre patienter blev helt nostalgiske. Det kneb derfor med at finde noget som smagte godt, så ”Operation opfedning” gik så småt i gang og den styrede Henrik med kærlig hånd. Et godt råd, når man ikke kan spise så meget, så drik kalorierne. Jeg bad også om at få nogle proteindrikke, til at supplere maden jeg spiste (jeg har også drukket rigtig meget kakaomælk i tiden efter operationen).
Denne dag fik jeg desuden besøg af stomisygeplejersken. Vi gik ud på badeværelset og skiftede plade og pose. Eller rettere, jeg gjorde det, og hun kom med gode råd og vejledning. Hun er rigtig sød og det er hende man som stomipatient bliver fulgt af, når man er udskrevet. Udover at vi sammen gennemgik alt det rent praktiske med plade- og poseskift, så er der også noget papirmæssigt der skal ordnes. Når man får en stomi får man alle udgifter til materialer dækket, dvs. man skal ikke betale noget selv. Det der skal tages stilling til, er om stomien er midlertidig eller permanent. Hvis den er midlertidig, så er det hospitalet som står for at forsyne en med poser og plader. Er den derimod permanent, så er det kommunen som står for udgifterne og derfor skal man have en bevilling. Min stomi er, indtil videre permanent, eftersom jeg ikke har planer om j-pouch operation, derfor skrev jeg under på papirerne som stomisygeplejersken efterfølgende sendte til min hjemkommune.
Jeg havde det forholdsvis godt om torsdagen og lægen og jeg blev enige om at der var en mulighed for at jeg kunne komme hjem om fredagen og være hjemme hos mig selv i weekenden, hvis jeg mødte op mandag og fik taget blodprøver. Nu var jeg også nået til det punkt hvor jeg havde fået nok af at være indlagt. Fredag formiddag pakkede jeg de fleste af mine ting, fik forsyninger af piller, plader og poser og så kom Henrik og hentede mig.
Hjemme igen
Vi kørte direkte fra sygehuset hen til en restaurant i Hundige havn hvor vi fik Stjerneskud til frokost. Det var dejligt at få noget normalt mad igen (dog undlod jeg at spise aspargesene). Da vi kom hjem flyttede Henrik lidt om på møblerne i stuen, så jeg kunne ligge i sofaen lige foran fjernsynet. Der lå jeg en del i den efterfølgende tid. Jeg havde stadig store smerter i maveregionen, men den værste smerte kom faktisk efter morfindroppet blev taget ud. Der hvor det havde siddet fik jeg ekstremt ondt hver gang der enten kom tryk på eller af. Det vil sige hver gang jeg lagde/satte eller rejste mig. Derfor brugte jeg to nakkepuder; den ene til at sidde på eftersom jeg havde ondt i måsen og den anden til ryggen, så der kom mindre tryk der hvor morfindroppet havde siddet. Udover at slappe af i sofaen, var jeg skam ude at gå, så meget jeg orkede. Var også kun ”sluppet” ud af sygehuset, fordi jeg lovede en sygeplejerske at jeg ville røre mig hver dag. Jeg fik jo støttestrømperne af og stoppede med indsprøjtningerne i låret. Om fredagen gik vi en tur. Havde planlagt en meget kort rute, men inden vi var nået halvvejs måtte jeg vende om! Det var alligevel mere end jeg kunne klare. Det blev dog bedre dag for dag og det var jo heldigvis ved at være sommer, så det var bare med at komme ud og nyde det gode vejr. Det blev aften og inden jeg gik i seng skiftede jeg posen. Det er rart at kunne gå i seng med en ny ren pose. Jeg kunne ikke lide bare at smide plastikposen med den brugte pose ud i skraldespanden i køkkenet, men jeg var heller ikke i stand til at gå ud med den i affaldsskakten, så jeg måtte pænt spørge Henrik om han ville gå ud med den. Det var meget grænseoverskridende, men det havde han heldigvis ikke noget imod.
Jeg havde ”lånt” nogle holde-ble-på-plads-net trusser på sygehuset, som jeg klippede op, så jeg havde et bælte jeg kunne komme omkring maven. Det holdt både posen på plads og beskyttede klipsene i mine ar. Jeg havde seks ar med i alt 17 klips. Et halvt år forinden havde vi investeret i elevationssenge, hvilket var meget belejligt nu, da det gjorde ondt at strække maven ud. Derfor sov jeg med hovedgærdet oppe og kunne efterhånden køre det længere og længere ned.
Om mandagen skulle jeg møde på sygehuset om morgenen. Først blodprøve og derefter et besøg hos stomisygeplejersken. Hun har sit eget lokale, fyldt med poser og andet godt. Her skiftede jeg pladen og hun kontrollerede, at alt så ud som det skulle og at jeg havde styr på det. Både stomien og jeg bestod med glans. Jeg fik nogle nye poser med hjem som ikke var gennemsigtige, samt en nyere model i plade. Jeg fik også en lille toiletpung fra Coloplast til tasken, en ekstra saks, flere servietter og tre net stomibælter. Henrik fulgte også nøje med, så han kunne lære hvordan man gør. Han hjalp mig meget i starten med at måle og klippe. Mine muskler i ryg og nakke var blevet så svækket, at det var hårdt for mig, at stå med bøjet hoved for at kigge ned hele tiden, så det var skønt med en hjælper.
Svarene på blodprøverne kom og de var fine. Jeg skulle så lige vente på, at en læge havde tid til at udskrive mig. Jeg endte med at få en recept med hjem på oxynorm og den tang der hørte til klipsene i mine ar. Sidstnævnte havde jeg med til lægen et par dage senere, da der i alt var gået ti dage siden operationen. Det gjorde pænt nas, da de skulle ud, især dem i det lange ar forneden, av av! Oxynormen tog jeg tre gange om dagen (sammen med to Pinex) i de efterfølgende tre uger. Nu var det bare at tage hjem igen og fortsætte med at komme mig over operationen.
