Jeg havde aftalt med Henrik han skulle komme senere den dag, for han skulle jo også passe det derhjemme. Derfor ringede jeg til ham og fortalte hvad lægen havde sagt. Jeg var selvfølgelig meget ked af det, så han skyndte sig at komme. Det var jo også et chok for ham og han ville have forklaring på hvorfor de ikke kunne gøre mere for mig. Jeg var ikke i stand til at gengive lægens ord, så jeg bad lægen om at komme og genfortælle forklaringen for min mand når han kom. Så lå jeg der i min seng imens tusind tanker fløj rundt i hovedet på mig. Jeg vidste faktisk ikke rigtig hvad jeg gik ind til. Jeg kendte ikke nogen med stomi og havde aldrig set en. Jeg vidste, at min ville komme til at være i højre side, det var det hele. At få en stomi er ikke bare fysisk, det er i høj grad også psykisk, man skal til at forholde sig til alle aspekter af livet på ny.
Sygeplejerskerne gav mig nogle brochurer udgivet af Dansac som jeg kunne kigge i. Mærkeligt nok har de ikke selv noget informationsmateriale…..men dem fra Dansac var også fine. Der var heldigvis et billede af en stomi, så havde jeg da noget at forholde mig til. Eftersom jeg var på sygehuset, havde jeg ikke adgang til internettet, hvilket var godt det samme, for Henrik sad der hjemme og googlede og blev nok mere bekymret af det. Det er nemlig ikke ligefrem de gode historier folk får skrevet på nettet. I løbet af dagen og efterfølgende dag, kom flere forskellige sygeplejersker hen og talte med mig. Jeg var meget ked af det og de prøvede at berolige mig. Det hjalp da også lidt. Min familie kom også forbi og selvom det var hårdt, så vidste jeg jo godt inderst inde det nok skulle gå, for jeg tvivlede ikke et øjeblik på at jeg ville få al den støtte jeg havde brug for. Jeg fik også en lille bamse, som kunne bo sammen med mig på sygehuset.
Det var bare med at tage én ting ad gangen. Så da der kom en sygeplejerske ind til mig og udspurgte mig om jeg havde talt med min mand om hvordan vores fremtidige sexliv skulle blive, så blev jeg lettere chokeret. Selvfølgelig tænker man da også over det, men vi syntes begge at der var vigtigere ting at forholde os til og så skulle det andet nok komme. Det var mere praktiske ting der fyldte, såsom hvordan vi fik fat på poserne, om det kostede os noget, hvilket tøj jeg kunne bruge og så havde vi jo også en forestående ferie at tænke på. Jeg kan huske at det eneste jeg spurgte om, var om posen blev tung at gå med, når den blev fyldt. Det var det eneste jeg lige kunne komme på!
Forberedelsen
Dagen før operationen skulle jeg, udover at tale med anæstesilægen og have taget mål til støttestrømper, også stomimarkeres. Jeg havde fået at vide at der ville komme en og vise mig nogle stomiartikler og så sætte et kryds der hvor stomien skulle sidde. Der kom ikke nogen i løbet af dagen, selvom jeg rykkede for det. Først sent om aftenen, da Henrik var kørt hjem, kom der en sygeplejerske ind til mig. Hun kiggede på min mave med stor beundring og kommenterede begejstret hvor flad den var. Tyndtarmen bliver ført ud gennem de store lige mavemuskler, for at minimere risikoen for brok senere hen. Jeg troede at stomien skulle sidde længere ude til højre, men sådan er det altså ikke. Jeg skulle lige stramme mavemusklerne og eftersom hun ingen problemer havde med at finde dem, fik hun hurtigt placeret en pladen på mig og tegnet hullet op med en tuschpen. Så havde kirurgerne noget at gå efter. Det var en meget mærkelig fornemmelse at sige farvel til sin pæne mave og vide at dagen efter ville der stikke et stykke tarm ud. Pladen var også meget tydeligt at mærke, men det er helt normalt i starten. Denne ”begynder-plade” er en ældre Coloplast model og større end dem jeg bruger nu.
Natten til fredag tilbragte jeg selvfølgelig meget tid på toilettet. Denne gang dog med den befriende vished om, at det nu var slut. Dette ville være min allersidste nat på potten! Jeg var sat til operation om fredagen som den første, så jeg blev vækket tidligt. Ikke af sygeplejersken, men af Henrik. Han kom og var sammen med mig om morgen. Sygeplejersken kom lidt senere og gav mig et sæt rent tøj og mine støttestrømper. Jeg tog et bad og så var det ellers bare at vente på at blive hentet. Der skete dog ikke så meget. Tiden gik og ved 9-tiden fik vi besked om at min operation var aflyst, da de havde fået noget akut ind. Der var sket et trafikuheld lige ved motorvejsfrakørslen til Ølby. Det havde sygeplejersken faktisk fortalt mig, for hun havde siddet i køen tidligere. Det er der selvfølgelig ikke noget at gøre ved, men nu havde vi jo psykisk indstillet os på at jeg skulle opereres. Operationen blev udskudt til om mandagen, så jeg kunne bare tage hjem og holde weekend. Derfor havde jeg udsigt til tre nætter mere på toiletkummen (dog mit ejet), det blev jeg lidt irriteret over, så jeg kom til at snerre af en sygeplejerske, da hun ønskede mig god weekend. Det mente jeg jo ikke på det tidspunkt at den kunne blive.
Jeg tog heldigvis fejl. Jeg fik en god weekend. Min bror havde allerede planlagt at tage fra Jylland over at besøge mig på sygehuset. Han kom i stedet hjem til mig. Derfor stod den om søndagen på familiebesøg, pandekager og Formel 1. Det var hyggeligt, men det bedste af det hele var, at jeg havde mere tid til at vænne mig til tanken og derfor kunne lave lidt sjov med det hele. Humor hjælper og det var ved denne lejlighed min bror mente, at vores kommende snorkelture i Thailand ville blive meget mere underholdende, når jeg nu ville ligge med posen i vejret.
Søndag aften tog vi tilbage til Køge Sygehus, så jeg kunne være klar mandag morgen.
D-Dag
Henrik kom, jeg fik rent tøj, et varmt bad og iført mig støttestømper og lå nu og ventede endnu engang. Heldigvis kom portøren, så denne gang blev det ikke aflyst. Jeg blev kørt hen til operationsgangen og efter at have ligget og ventet lidt ude på gangen kom jeg ind i et lokale, hvor jeg skulle have lagt venflon og epiduralkateter. Det er henholdsvis en plastik kanyle lagt i en vene i hånden/armen og en tynd plastik slange der er stukket ind i rygmarven mellem to hvirvler. Denne slange bliver lagt ind med en kanyle og man bliver lokalbedøvet først. Det er faktisk disse indsprøjtninger der gør ondt, selve kateteret kunne jeg ikke mærke. I virkeligheden var det der gjorde mest ondt, de rygsmerter jeg fik af, at sidde helt foroverbøjet i så lang tid. Plastikslangen bliver efterfølgende tapet fast på ryggen, op til skulderen, hvor den ender i en adapter hvor til man tilslutter slangen med morfin. Morfinen findes i en fin ”håndtaske” hvor der er et doseringsapparat, så det er muligt at justere hvor meget morfin man får sprøjtet ind. Det smarte ved dette epikateter er, at man også efter operationen er lokalt bedøvet i maveregionen. Da dette var ordnet, sprøjtede de narkosen ind i venflonet og det var tid til at sige godnat til mig.
Fire timer senere vågnede jeg op igen. Denne gang på opvågningen til lyden af stille musik og en meget sød sygeplejerske. Det første jeg gjorde var at kigge på min mave, hvorefter jeg udbrød ”goddag tarm”. Den første pose er meget stor og gennemsigtig, så den var nem at få øje på. Det var egentlig ikke et skræmmende syn. Jeg har været meget accepterende over for selve stomien lige fra starten. Jeg kan blive sur og trist over at jeg fik sygdommen, men stomien har jo dybest set reddet mit liv! Udover stomien havde jeg fået et venflon i den anden arm og et urinkateter. Min mave var hel gul og jeg kunne se fem små hvide plastre og et lidt større, det betød at operationen var foregået ved kikkert og ikke åbent, hvor man bliver skåret helt op! Derfor havde jeg fået lavet i alt syv huller, fem til kikkerterne, et hvor tarmen var hevet ud og så selve stomien. Min mave gik meget ind ved hoftebenene, så jeg kunne tydeligt se, at der nu manglede en tyktarm. Jeg følte mig sulten og tørstig, derfor fik jeg en sandwich med æggesalat og jeg drak to glas rød saftevand. Sygeplejersken kontrollerede at jeg var ordentligt smertedækket, og dette gjorde hun ved at tage en spritserviet og tørre mig forskellige steder på maveregionen. Normalt føles sprit meget koldt på huden, men når man er bedøvet, føles det snarere varmt. Ved denne metode kan man præcist bedømme om det ønskede område er bedøvet tilstrækkeligt. På grund af bedøvelsen mister man kontrollen med sin blære, derfor lægger de føromtalte urinkateter.
Henrik var blevet på sygehuset imens jeg blev opereret og han fik lige sneget sig ind til mig på opvågningen. Normalt må man ikke få ”besøg” der, men det var rigtig dejligt at hilse på ham og så kunne han også se, at det hele var gået godt og at jeg var vågen. Han fik dog lidt et chok, over at se mig ligge der med slanger og poser over det hele. Da sygeplejersken mente, at jeg havde det godt nok til at komme tilbage på afdelingen, bestilte hun en portør til at komme og hente mig. Der var mangel på portører, så der gik et par timer før jeg var tilbage på min stue. Her fik jeg også besøg af min mor. På det tidspunkt havde jeg det faktisk godt, man kan nemlig godt blive lidt ”høj” ovenpå bedøvelsen, det er meget normalt. Dette varer dog ikke ved og senere på eftermiddagen fik jeg det dårligt. Rigtig mange får kvalme af morfinen og det gjorde jeg også. Derfor fik jeg hilst på både ægge-sandwichen og saftevandet igen! Tidligere havde jeg ligget sammen med en dame som var nyopereret og hun fortalte mig lidt om det hele og gav mig det råd at have vådservietter, papir og brækposer inde for rækkevidde bagefter. Jeg havde lyttet efter og var derfor godt forberedt.
På billedet kan man se den gennemsigtige stomipose. Posen har et lille vindue, hvor man kan lukke luft ud. Det vigtigste efter operationen er, at der kommer gang i stomien. Så den skal gerne være lyserød og sprutte af liv. Nogle gange går det galt og blodforsyningen til tarmen er så utilstrækkelig at den bliver sort og man må opereres på ny. Min fungerede heldigvis perfekt. De første dage var outputtet/afføringen meget tyndt, grønligt og lugtede meget af det jeg havde spist. Der kom også rigtig meget luft. Der er et smart afløb med en ventil på posen, så det er nemt for sygeplejersken at tømme posen. Der blev holdt nøje regnskab med hvor meget væske jeg indtog og hvor meget der kom ud igen, derfor blev alt målt.
Jeg kom ikke ud af sengen den første dag. Det gælder om at komme hurtigt ud af sengen, for at få gang i kroppen igen og undgå blodpropper i benene (sidstnævnte får man forresten en indsprøjtning i låret hver dag lige så længe man er sengeliggende), men det var helt ok, at det ikke lige blev den første dag. Jeg fik ikke mere at spise den dag, for alt ville alligevel komme op igen!
Jeg kom ikke ud af sengen den første dag. Det gælder om at komme hurtigt ud af sengen, for at få gang i kroppen igen og undgå blodpropper i benene (sidstnævnte får man forresten en indsprøjtning i låret hver dag lige så længe man er sengeliggende), men det var helt ok, at det ikke lige blev den første dag. Jeg fik ikke mere at spise den dag, for alt ville alligevel komme op igen!
Om aftenen lå jeg i min seng med armene oven på dynen og da jeg skulle sove, så lukkede jeg bare øjnene. Det var noget at en kontrast at gå fra nærmest at bo på toilettet om natten, til slet ikke at skulle derud. Der var jo en pose til det hele.
Og sådan endte min første dag i mit nye liv som posedame.
Og sådan endte min første dag i mit nye liv som posedame.
